Adolf var af stand velbá¥ren men han elsked Thora uden held sᥠstyrted han sig lige ud fra Rundetá¥rn og slog sig rent forskrá¦kkeligt ihjel Hul i det
Thora sad og grá¦d ved ná¥len Da hun fik at vide Adolfs dá¸d sᥠgik hun hen og drak af vitriá¥len og dá¸de af den slemme drik hun ná¸d Hul i det
Adolfs fader tá¥lte ikke at hans sá¸n sᥠskammeligt omkom; sᥠtraurig há¦ngte han sig i en strikke da fá¸rst han havde drukket flasken tom Hul i det
Moderen fik knapt fornummen at de andre sá¥dan vandret bort sᥠhun sig tog en snaps af opiummen og sov sig dá¸d, ak, livets fryd er kort Hul i det
Deres skrá¦dder var af slagsen da han má¦rked, kunderne blev vá¦k myrded han sig samme dag med saksen Da konen sᥠdet, dá¸de hun af skrá¦k Hul i det
Og en mand, som kom fra Fyen, ská¸nt han slet, slet ingen havde kendt da han sá¥, hvor galt det var i byen ská¸d han sig ved Thoras hus omtrendt Hul i det
Jeg, som drejer denne kasse jeg er ked af livet, ser I vel men jeg vil ikke dḠsom denne masse Nej, jeg vil langsomt drikke mig ihjel